I efteråret 2011 tog Børnerådet rundt i hele Danmark for at møde en masse børn og unge, som ikke boede hos deres forældre, men i stedet boede på opholdssteder og døgninstitutioner, på ungdomspensioner, på egne værelser og i plejefamilier og netværksplejefamilier (dvs. hos nogen man kender i forvejen, fx ens bedsteforældre).
113 børn og unge var med i vores undersøgelse. Og de fortalte os om alt muligt fra deres liv. Om hvad de tænkte og følte, dengang de skulle væk hjemmefra. Om hvordan det er at skulle fortælle de andre i skolen, at man bor på børnehjem. Om hvordan det er at have en sagsbehandler. Om at komme hjem til sine forældre i weekenden. Om hvordan det opleves, når de voksne bruger magt. Om skolen, vennerne, fremtiden og alt muligt andet.
Hvis du vil vide, hvad børnene og de unge fortalte, så kan du læse det i den rapport, Børnerådet har lavet. Du kan finde den her.
Det er særlig vigtigt, at børnenes budskaber bliver bragt videre til dem, der kan gøre noget – fx politikerne. Og helst direkte fra børnene. Derfor har Børnerådet og nogle af de børn, der var med i undersøgelsen, været rundt og besøge nogle af de vigtige personer, som kan gøre en forskel for børn, der er anbragt. Det er der blevet en lille film ud af. I den kan du se, hvordan de tog imod det, børnene havde at fortælle dem. Du kan se filmen her.
TUSIND TAK fordi I var så modige og seje, at I fortalte os om jeres liv og om både gode og dårlige ting ved at være anbragt. Filmen har vi først og fremmest lavet til jer. For vi vil gerne vise jer, at de ting, I har fortalt os, kommer videre.
Vi har også været ude og fortælle om undersøgelsen og jeres budskaber, når vi har holdt oplæg og været til møder med vigtige personer. De sidder alle sammen og spidser ører. De synes uden tvivl, at det er både spændende og vigtigt. Og når der er så meget opmærksomhed omkring det, I fortæller, så er der også stor sandsynlighed for, at der vil ske ændringer – så børn, der er anbragt eller skal anbringes, kan få det endnu bedre fremover. Tænk på, at det faktisk er jer, der er med til at skabe den forandring!