I perioden efter at filmen blev optaget gik det ret godt for Brian. Han fik sig en kæreste og arbejde i en cykelforretning. Og så begyndte han at træne på sin racercykel igen.
"Mange af de kriminelle ting, jeg gik og lavede, var et råb om at få opmærksomhed. Da filmen blev optaget, fik jeg opmærksomhed, og jeg fik øje på, hvad jeg egentlig gik og lavede. Det tænkte jeg ikke så meget på før filmen."
Det er stadig en kamp for Brian at holde sig fri fra stoffer og kriminalitet. Og han kan stadig falde i.
”Det er lidt som at have et stort slikskab lige ved siden af en. Det frister hele tiden. Når det først går lidt galt, så går det hurtigt helt galt. Det er som en ond spiral. Hvis jeg laver lidt kriminelt, så skal det fejres med stoffer. Og hvis først jeg tager stoffer, så har jeg brug for penge til flere stoffer.”
Brian har lige været igennem en dårlig periode. Hans far døde, og han røg ned i et hul af kriminalitet og stofmisbrug. Derfor har Brian været væk fra sit arbejde i et stykke tid.
"Jeg er på vej tilbage nu. Jeg starter stille og roligt med at arbejde tre timer to gange om ugen. Jeg håber, jeg kan komme helt tilbage igen. Når det går rigtig godt, så bliver jeg ikke fristet så meget. Så er det en god spiral."
Brian har fået tilbud om en lærerplads i en cykelforretningen. Men før han kan blive lærling, skal han vise, at han kan møde på arbejde mandag til fredag fra kl 10-17.30.
”Jeg har lidt at leve op til. Jeg kan godt være lidt bange for at komme over på 'den gode side af livet', hvor jeg går på arbejde og ikke laver kriminalitet. Alle mine venner er kriminelle, og jeg ved godt, at de ikke er gode for mig. Men hvem ved, om man får en ny vennekreds...? Jeg kæmper alt, hvad jeg kan, for ikke at ende som nogle af mine venner. De er 15 år ældre end mig, og de kender kun til kriminalitet og stoffer. Men jeg ved jo godt, at hvis jeg fortsætter sådan, så er der 99 % chance for, at jeg bliver som dem."
Arbejdet i cykelforretningen er med til at holde Brian væk fra stofferne og på den rigtige side af loven.
"I går spurgte nogle af mine kammerater, om jeg ville med ud og trille en tur. Og det ender altså tit i noget, der ikke er godt. Men jeg sagde nej, for jeg tænkte, at jeg skulle op på arbejde. Det er en lille sejr for mig, når jeg kan sige fra."
I filmen fortalte Brian, at hans mor ikke ville se ham. Det var fordi, han havde lavet indbrud i hendes hus og stjålet penge fra hende. Men siden er forholdet blevet genoptaget.
"Jeg har set min mor to gange i løbet af det sidste års tid. VI har aftalt, at vi skal se hinanden mere efter nytår. Jeg ser min storesøster jævnligt. Hun inviterer mig til mad - det er hyggeligt. Jeg har også fået flere invitationer fra familien om at holde juleaften hos dem."
Se filmen For Ung Til At Være Kriminel på dinungdompaaspil.dk