Hvem er jeg…?

Pige 16 år

Jeg sidder på mit værelse og kigger på mine billeder siden jeg gik i 2.klasse. jeg tænker på de personer jeg kendte den gang, og de personer jeg kender i dag, hvorfor er alle de personers personlighed jeg kender i dag identisk med dem jeg kendte engang?

Jeg tænker på hvordan jeg altid hørte efter hvad de sagde til mig, jeg var altid den person der ikke vil have at mine veninder skal blive kede eller triste, men hvorfor mon? Er det mon noget jeg er født og opvokset med? Nogle gange sidder jeg og tænker på hvorfor jeg er som jeg er?

Hvorfor jeg har det svært ved at lære nye personer at kende? Jeg har altid haft problemer med alle mine ”veninder”, eller bedre sagt klassekammerater, de kunne altid finde sammen to og to, og jeg var altid den der bare sad til side og ikke turde tage skridtet og spørge en af kammeraterne om v skulle være sammen. Jeg var svag og det er jeg stadig. Jeg magter simpelthen ikke at være mig selv, jeg ved egentlig ikke rigtig hvem jeg er. Jeg ønsker at være den gode muslim, med den bedste ry, jeg ønsker at være elsket. Jeg ønsker at blive elsket af de personer som jeg elsker og har elsket allerhøjst, men jeg er for svag.

Mine venner hyggede, grinede og fnisede sammen, mens jeg bare sad som en flue på væggen og stirrede på, jeg elskede at se hvor glade de var sammen, men jeg var også såret, dybt såret! Jeg voksede op med masser af dårlige oplevelser og stadig, kan jeg ikke træffe mine egne beslutninger. Hader folk mig? Eller syns de at jeg er for dum?

Jeg har lyst til stå i en af mine kammeraters sko og få et overblik af hvordan personen ser mig. Jeg er begyndt med at hade mig selv og mit liv, jeg tænker meget over det jeg kunne havde blevet til og det jeg egentlig er nu! Jeg ville ikke ønske at jeg havde en fjernbetjening, hvor jeg kunne spole tiden frem og tilbage og sætte det hele på standby for at få en lille tænkepause, tværtimod ønsker jeg at lære af mine fejl, mine svagsider som jeg ikke kan komme af med.

Jeg elsker alle der elsker mig og alle der hader mig og alle der lader som om de elsker mig, sådan er jeg! Jeg har svært ved at forstå hvis en person hader mig, for jeg kan aldrig finde på at hade personen selv! Men jeg siger stadig at, jeg er svag. Ikke svag fordi jeg ikke kan hade personen tilbage, men nej, svag fordi jeg ikke kan fremvise min sande personlighed og sige ”hør, jeg hader dig ikke, jeg kan rent faktisk godt lide dig”.
 
Mange har spurgt mig om hvordan jeg ikke kan hade nogen, hvor jeg så svarer at jeg ikke kender til had, jeg kan elske folk højt, meget højt, måske mere end mig selv! Jeg har altid set had som den værste hjertesygdom, derfor havde jeg altid undgået at hade nogen eller bare generelt at tænke på ordet ”had”, hvor jeg derefter fandt ud af, at der er mange flere hjertesygdomme end bare had!

Jeg ønskede at undvære hjertesygdomme, men desværre, sorg er også noget der kun er i hjertet, det er noget man ikke kan beskrive med ord, svaghed er også noget man ikke bare kan beskrive til folk. Sådan kan det jo ende når man prøver at undvære en bestemt ting, hvor man derefter finder ud af at denne ene ting har medført så mange andre negative ting! Jeg kigger på et billede af en veninde jeg ikke har hørt noget til i mange år, jeg smiler lidt og der triller et par tårer ned af min kind.