Min kæreste og jeg har ikke nogle problemer lige nu

Jeg er 182 høj, rager næsten to hoveder op over min veninde, har selvtillid nok til alligevel at gå i højhælede med ryggen rank, har ingen grund til at bekymre mig over hvad folk tænker om mig, mange piger er misundelige, jeg modtager mange lange blikke fra både piger og drenge og bliver konstant komplimenteret!

Jeg har langt lyst hår til midt på ryggen, smukt tykt pandehår, en bmi på 20,4, så det er vel ikke dårlig? Jeg har gået modeshow som model, der er en designer som overvejer at bruge mig til nogle fotos i starten af næste år. Jeg har ikke en karakter under syv og behøver ikke arbejde særlig hårdt for det. MIn hverdag er fyldt ud med aktiviteter som solosang, solo-klaver, kirkekor, arbejde, styrketræning, mine fire vildt gode veninder, som jeg desværre ikke er sammen med hver uge, og så min kæreste, som gør mine veninder vildt misundelige! Ham ser jeg hver/hver anden aften.. :D Hvad er mit problem egentlig....?

- Det skulle lige være min far.. Han er tit sur og travl og vi kommunikerer bare dårligt sammen. Men han kan godt lide min kæreste. Det kan jeg jo selvfølgelig også! Jeg elsker ham virkelig højt! Men min far og min kærestes humor er bare ret meget den samme. Så når min far gør noget som sorger mig, bliver min kæreste tit nødt til at undertrykke et grin. Dette er ubehageligt. Jeg har sagt til ham at jeg frygter han skal blive som min far; sur, let at stresse, ser ikke sine fejl, for dum til at indrømme dem når han endelig ser dem, er pisse stædig, selv efter han har fundet ud af at den anden havde ret osv.

Jeg er kommet til at frygte det lidt, for det min kæreste og jeg har sammen er næsten for godt til at være sandt! Jeg har så svært ved at tro på det han siger. "Kan han virkelig elske mig SÅ højt?" tænker jeg tit når jeg kommer hjem. Jeg har altid haft det sociale imod mig. Har været ude i at være tæt på at skære i mig selv... HELDIGVIS var linealen ikke skarp nok! Jeg løb engang hjemmefra, men mine forældre var ikke hjemme og da det blev eftermiddag, jeg havde været ude et par timer, gik jeg hjem igen. Inden de nåede hjem og de ved det stadig ikke. I dag har jeg det godt !

Jeg er på mit femte år til solo klaverundervisning, andet år til solosangsundervisning og synger som den næst mest erfarne i et kirkekor. Jeg flyttede skole for anden gang. Jeg fik mig en god veninde, hende har jeg stadig, så fik jeg en god ven, så en anden god veninde, et år senere fik jeg så en god veninde og en god ven mere. Derefter en 5-6 stykker mere. Det er helt fantastisk! Jeg er så glad og positiv! Men det er forfærdeligt! Det gør mine nedtrykte fordi min lykke er i sådan en høj grad. men tilbage til min kæreste..
 
Han vil gerne give mig en orgasme.. Jeg har det faktisk lidt svært ved at skrive det her.... Jeg har ikke noget i mod det, og det føles jo dejligt når han prøver.. Jeg har lært meget om menneskets anatomi og jeg finder det spændende. Jeg ved at det er livmoderen som vibrerer under en orgasme og jeg ved jeg hader at bruge ordet "orgasme" jeg føler mig på en måde ikke klar til at bruge det.. Men når jeg er sammen med ham så kan han gøre alt uden at det rører mig det mindste..

Jeg giver bare efter og jeg synes alt han gør er dejlig, lige meget om det er at han stryger mit hår, nusser mig på ryggen, kysser mig, giver mig massage, nusser mit inderlår eller tager blidt på mig. Jeg elsker ham og jeg stoler så kraftigt på ham. Han vil gerne holde mig som hans for livet, han vil gerne (på et tidspunkt) købe sommerhus i USA og han er helt alvorlig! Jeg kan ikke forstå hvis vi virkelig har det så godt.. HAN siger at vi måske burde vente lidt med sex for "tænk nu hvis du alligevel ikke er klar skat" eller "tænk nu hvis der går noget galt" han er så omsorgsfuld!

Jeg fortalte ham den anden dag om mig og min far gennem hele livet, hvordan han har stået overfor sin grædende datter og sagt "nå.. Jeg er ligeglad" efter hun har fortalt hvor hårdt hun er blevet ramt psykisk. Min kæreste græd da jeg fortalte ham det! Han bekymrer sig så meget om mig, og i hverdagen kan han finde på at hviske "husk jeg elsker dig" hvis vi går forbi hinanden. Han har lige købt mig den smukkeste ring i sølv fra Skagen af, han fortæller mig at jeg bare skal nedprioritere ham hvis jeg føler noget andet bliver vigtigere og han er generelt bare så sød og siger de sødeste ting.. Mine veninder er så jaloux!! Og de lægger ikke skjul på det, men heldigvis går det ikke ud over nogen, de er gode til at se på os og glæde sig til at det bliver dem. Men kan det virkelig være så godt? Jeg mener; vi har nærmest kun kendt hinanden i et halvt år og vi har lige haft tre-månedersdag!

Hele min familie kender ham, og jeg er blevet præsenteret for hans en gang og den nærste, tit! Jeg er fuld af håb, men jeg frygter det værste.. Jeg vil egentlig helst ikke tænke på fremtiden og bare leve nu, men hvordan gør jeg det? Jeg slapper jo bedst af når jeg er sammen med ham, og han gør mig så glad, jeg har aldrig følt lignende! Jeg flyver virkelig når vi er sammen! Det er 1000 gange det de synger om i radioen, jeg er virkelig hårdt ramt, og det siger han også han er. Hvordan kan det være at jeg ikke bare kan tro på det? Hvorfor er det at jeg ikke bare kan indse at så godt her er det? Jeg har jo det enhver piger efterspørger! Hvorfor skal jeg stille spørgsmålstegn ved hans kærlighed? - jeg føler jo at han taler sandt når vi er sammen! Kan noget virkelig blive for GODT til at være sandt? Kan han være for god til mig? Hvorfor kan jeg ikke bare tro på ham når han siger at han elsker mig? inderst inde ved jeg jo godt at det er rigtigt, at han elsker mig skræmmende højt! - selv da han var fuld (første og eneste gang indtil videre) skrev han og var lige ved at ringe fordi han var bange for at jeg skulle se ham anderledes, han havde det så dårligt med sig selv!

Han undskyldte over for hans forældre og skrev til mig at jeg godt måtte hade ham.. Han sagde selv efterfølgende at han overdrev over for de andre da han var fuld, men at han mente ALT han havde skrevet til mig 100% og stadig mente og frygtede det! Hans øjne er så klare og troværdige. Normalt tror folk ikke på mig når jeg fortæller om ham... Så det er jeg næsten stoppet med... Han er blevet til noget jeg har og ikke ved hvad jeg skal gøre med, fordi hans sande ord i min verden ikke hænger sammen.. Måske pga. min fortid? Jeg har i hvert fald svært ved at tage hans lykke til mig... Og jeg vil så gerne bare være lykkelig sammen med ham! Nu er vi glade, han er måske lykkelig? Det har han ikke sagt, men hvis bare jeg kunne, var jeg lykkelig..

Af en pige som måske har et forvrænget realitetsbillede...
- svar gerne på mine spørgsmål... Jeg kunne godt bruge nogle andres tanker om det og ikke kun mine egne.